Vi løser opgaver, der understøtter etablering og udvikling af virksomheder og landbrug. Det sker i samspil og balance med lokalsamfundet, miljø og klima.
Det gør vi ved at arbejde med en bred vifte af opgaver, fra spildevandsplanlægning og vandforsyning til miljøgodkendelser for virksomheder og landbrug. Vi sikrer, at varmeprojekter godkendes, og vi overvåger anvendelsen af forurenede grunde og brugen af restprodukter.
Vores arbejde er essentielt for at beskytte miljøet i kommunen og hverdagen er fyldt med meningsfulde opgaver, hvor du gør en forskel for både miljøet og lokalsamfundet. Vi har en tæt dialog med virksomheder, landbrug og borgere, hvilket skaber en spændende arbejdsdag.
Et af vores fokusområder er overgangen fra fossil til vedvarende energi, hvor vi arbejder på at udfase olie- og gasfyr. Derudover er vi i gang med at separere spildevand og regnvand i kommunens kloakerede områder, hvilket er afgørende for at håndtere de øgede regnmængder, vi forventer i fremtiden.
Har du spørgsmål?
Kaare Hjorth
Afdelingsleder
Miljø og Klima
Tlf.: 93 59 52 00
@: mikkh@herning.dk
Dine oplysninger
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.
Vores teams:
Team Vand og varme
Vi er et sammensat team med forskellige faglige profiler, opgaver og projekter.
Vi arbejder med alt fra rent drikkevand til spildevand.
Vi arbejder med beskyttelse af grundvand, udledning og overløb.
Vi er med til at sikre, at borgerne har adgang til varme, vand og kloakforhold.
Vi holder øje med dambrug, vandværker og svømmebade. Gennem tilladelser sikrer vi, at loven overholdes samtidig med, at vi passer på naturen og miljøet omkring os samt klimatilpasning og de forandringer, dette medfører i vores hverdag.
Vi har mange interne og eksterne samarbejdspartnere.
Team Landbrug
Vi udfører miljøtilsyn og styrket affaldstilsyn på husdyrbrug. Vi lægger vægt på samarbejdet internt og eksternt. Vi udarbejder godkendelser, tilladelser og anmeldelser til større og mindre husdyrbrug og dyrehold. I det daglige arbejder vi alle med vores primæropgaver og bruger ofte hinanden som sparringspartnere. Det giver os en stærk faglighed.
Vi er gode til at bevare overblikket med vores opgaver og inddrage andre afdelinger, hvis nødvendigt.
Vi har en fleksibel arbejdsplads, hvor der er mulighed for hjemmearbejde. Vi har en spændende hverdag, hvor både direkte dialog og brug af teams opkald udgør en stor del.
Sammen arbejder vi for at understøtte kommunens miljø og klima politik.
Vores vigtigste opgaver er:
- Miljøtilsyn og styrket affaldstilsyn
- Miljøgodkendelser/tilladelser, revurderinger
- Akut forurening omkring og på husdyrbrug
- Anmeldelser til mindre dyrehold
- Gødningstilsyn
- Landzonetilladelser til ridebaner
- Afbrændingstilladelser
- Håndtering af klager
Virksomhedsteamet
Vi er et team, der værdsætter høj faglighed og arbejder for at have et trygt og åbent miljø, hvor man altid kan sparre med hinanden om miljøfaglige udfordringer og spørgsmål. Vi hjælper altid hinanden, og tager gerne på sociale og fagligt udviklende ture i teamet.
Vi har en dialog- og løsningsbaseret tilgang til vores arbejdsopgaver som rummer sagsbehandling af miljøgodkendelser til større produktionsvirksomheder samt miljøtilsyn til både større og mindre produktionsvirksomheder. Vi udfører også affaldstilsyn på en lang række af kommunens virksomheder, og det giver os mulighed for at formidle og vejlede i reglerne om affaldssortering og bortskaffelse. Teamets arbejdsopgaver rummer også behandling af jordflytningsanmeldelser og de kommunale opgaver efter jordforureningsloven.
Vi arbejder også tværfagligt med klagesager, lokalplaner, miljøvurderinger og byggesager, og har øje på helheden i vores sagsbehandling for at sikre den bedste service til vores erhverv og borgere.
Vi arbejder ud fra miljøbeskyttelseslovens formål om at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Fakta om Miljø og Klima
- Vi er 27 medarbejdere
- Vi er 4 teams i Miljø og Klima
- Vi har fælles korte ugemøder
- Vi har en bred faglighed bestående af agronomer, biologer, ingeniører, miljøteknikere mv.
- Vi hjælper hinanden i opgaveløsningen
- Vi arbejder med åbenhed, dialog og psykologisk tryghed i hverdagen
- Vi vægter sociale arrangementer i afdelingen højt
- Vi har afdelingstur og fællesspisning/social hygge hvert år.
