Ung i Teknik og Miljø
Det handler om netværk i øjenhøjde – eller måske mere præcist om at netværke med den aldersgruppe, som du er i lige nu, som ung og fastansat i Teknik og Miljø (TM) i Herning Kommune.
Unge har bare en bedre forståelse for hinanden - selvom unge, ligesom alle andre, også individuelt, er meget forskellige.
Hvem er "Ung i TM"?
Netværket består af ca. 20 personer, som er en blandet flok af nyansatte og nogle, som har været ansat i længere tid.
Netværket er udviklet for at skabe fællesskab på tværs af afdelingerne – det bidrager til både det sociale og det faglige fællesskab.
Hvad laver "Ung i TM"?
Netværket mødes 4-6 gange om året omkring forskellige temaer med oplæg om fx SoMe, den politiske struktur, løn, pension og ferie- og barselsregler. Der har også været oplæg om psykologisk tryghed på arbejdspladsen og stresshåndtering.
Ud over møderne med en faglig dagsorden, så spiser netværket frokost sammen i kantinen en gang om måneden.
"Ung i TM" skaber sammenhold
En fra netværket siger: "Vi håber, at netværket på tværs af afdelingerne kan bidrage til, at vi spiller hinanden stærkere på tværs, men også får en større tilknytning til arbejdspladsen, hvor vi bruger mange af vores hverdagstimer.
"For at lære hinanden endnu bedre at kende har vi haft en aften med pizza og en tur i Escape Room. Her blev vi rigtig ”tvunget” ud i at samarbejde på tværs – og vi må konkludere, at vi er gode til at arbejde sammen, for (næsten) alle løste gåden og kom ud"